Hvordan jeg købte en Macbook til 1500kr

Jagten på en ny bærbar kan være en jungle, især når man ikke vil bruge enorme summer på de dyre modeller som eksempelvis en Lenovo t480s og man heller ikke ønsker at kaste sig over det første og bedste tilbud i Elgiganten. Jeg manglede en bærbar i hjemmet som ikke skulle bruges dagligt, men bare skulle virke når den blev fundet frem fra skuffen.
Lysten til at eje en Macbook har været der længe og som tech-entusiast er det klart at man som bruger af Windows har været fristet af den mørke side. Macbooks koster spidsen!
På forhånd havde jeg bestemt mig for at bruge 3000-4000kr på en bærbar, som kan holde til at blive brugt.

Googlede mig rundt hos diverse leverandører og blev hurtigt klar over at for 3000-4000kr kunne jeg ikke finde noget som levede op til mit håb om en udmærket bærbar, som jeg kunne føle mig tilfreds med. Legede med tanken om at købe en brugt Macbook og eventuelt sætte den lidt i stand (et lille projekt måske!). Til at begynde med besøgte jeg flere af Facebooks utallige markedspladser i jagten på brugte Macbooks. Min søgning fokuserede på Macbooks fra 2009 og frem til i dag. De fleste sælgere havde ingen fornemmelse af priser for brugt hardware og kunne finde på at sælge bærbare fra 2009 under titler som ”Som ny!” og ”Kun brugt meget lidt!!!!”, hvilket ikke just tiltalte mig. Priserne var skyhøje og ændrede mit fokus til at kigge på ”ødelagte” Macbooks. Fandt en annonce på en Macbook Pro fra 2010, som ikke kunne starte. Intet skærmbillede, ingen lys i keyboardet – INTET liv. Pris: 3900kr!

Under jagten gik jeg så langt at jeg søgte udenlandsk hvor jeg fandt en del modeller, som havde en fair pris. Modet til at købe en brugt Macbook Pro fra Spanien var dog ikke enormt og valgte at springe over. Ændrede taktik, jeg ledte de lidt mere ”old-school” steder, da disse steder måtte have sælgere der ikke er med på beatet og derfor potentielt ingen realitetssans over hvilke priser folk på Facebook sætter på deres forældede maskiner. Den første aften var der bingo.

På dba.dk kunne jeg finde en brugt Macbook Pro fra 2012. Billederne var elendige, beskrivelsen var mangelfuld på alle tænkelige punkter og til min store jubel opdagede jeg at sælger boede én afkørsel fra mig ude på den nye Herningmotorvej. Prisen var 1500kr.
Handlen var simpelthen for god til at være sand, så straks valgte jeg at tjekke sælgers telefonnummer og grave alt information frem om personen jeg kunne. Telefonnummeret var registret til en Lars F******. Efternavnet gav med det samme genlyd inde i mit hoved, var sikker på at have hørt det meget specielle efternavn før i min barndom. Efter få sms’er mellem min mor og jeg, stod det klart at telefonnummeret tilhørte en af min fars bedste venners bror. Følte derfor at jeg havde en form for sikkerhed omkring salget og valgte derfor at tage kontakt næste morgen. Ringede først, men selvfølgelig blev den ikke taget. Sendte en sms og afventede.
Imellem tiden fortalte jeg om bærbaren med min kollega og den ny opdagede forbindelse, som jeg havde til sælger. Min kollega fortæller at sælger og han bor ganske få veje fra hinanden og at de kender hinanden. Min kollega har to piger, hvoraf de begge kender sælgers datter.
Vi griner lidt af det og min kollega sender en sms til den ene af sine to piger og får bekræftet: ”Det er Laura(datteren af sælger), som sælger den Macbook hun fik i konfirmationsgave”.
Båndet mellem sælger(Laura) og jeg er nu endnu stærkere og jeg ser svindel som værende en svær udvej for hende. Vi aftaler over sms at jeg på vej hjem fra arbejder besøger hende og kigger på bærbaren. Fedt!

Efter arbejde ankommer jeg til deres hus og får vidst varen frem. Hverken ridser i skærmen eller tydelig mishandlet hardware, faktisk er jeg overrasket over standen på den. Den har en mindre bule, men ikke noget som jeg ikke havde forventet. Vi griner alle af hvordan vi har forbindelse til hinanden på kryds og tværs, hendes far endda nærmest tåre i øjnene da han hører prisen på 1500kr. Der er nemlig mere til den pris end man lige tror. Macbooken har ikke været brugt i knap et halvt år, men lige inden den er blevet lagt i skuffen er der udført reparationer på den. Uden datterens fornemmelse for penge har hendes far Lars nemlig netop betalt følgende:
1500kr for et nyt batteri, hvor maskinen har været håndteret af en Apple forhandler.
Ny oplader til en værdi af 749kr.

Begge ting med kvittering. Den Macbook jeg står til at købe for 1500kr, har netop fået udført arbejde samt fået ny oplader for sammenlagt 2249kr.
Salget skyldes at den er håbløs langsom grundet en gammel roterende harddisk og hun har derfor købt/fået en ny Macbook Pro fra 2017. Købet er uundgåeligt, jeg betaler 1500kr og skynder mig afsted inden hun fortryder.
Derhjemme har jeg en 250GB SSD disk liggende som jeg får smidt i. Styresystemet installeres og maskinen er flyvende. For 350kr vælger jeg at købe 4GB ram, så jeg ender på 8GB totalt.
Den nye batteri og den hurtige SSD får hele oplevelsen til at føltes ny. Hardwaren er i top, vender mig til at bruge den og har fået en super maskine. Har brugt den jævnligt siden købet for faktisk 9 måneder siden nu og den føltes stadig ny. Det føltes som en ny bærbar, ingen bøvl og spiller bare. Bedste techkøb jeg har foretaget mig – og så endda brugt, hvilket er noget jeg normalt aldrig kunne drømme om med elektronik.